Ja det er det store spørgsmål. Der flyder vand igennem vandhanen heroppe, og det er jo dejligt. Men det har en mærkelig smag, som ikke smager særlig godt. Det skulle efter sigende være meget klor i vandet, men det synes jeg nu ikke det smager af. Og det burde jeg da kunne smage efter alle de timer jeg har brugt i klorvand og klordampe. Nå men jeg er jo ikke blevet syg af drikke vandet heroppe endnu, men det smager bare ikke særlig godt. Hvis man dog blander saft i kan det ikke smages. Men jeg kan jo ikke drikke saftevand hele tiden, det tror jeg ikke tandlægerne ville synes om. Hmm ja hvad gør men så når vandet ikke smager særlig godt. Ja man gør som alle grønlændere heroppe gør, tager sine tomme vandflasker og begiver sig mod fjeldet. For efter sigende skulle der være en kilde derude, hvor det fineste drikkevand risler frem. Ja så den skulle findes. Så sidste søndag tog jeg min kollega, Katrine, med på tur, og vi havde kun et mål, at finde denne vidunderlige kilde, som vi havde hørt så meget snakken om. Vi begav os af sted, rygsækken fyldt med de vandflasker vi kunne skrabe sammen. Vi gik og vi gik og vi gik. Arh så langt gik så heller ikke. Vi gik faktisk kun omkring 15 minutter længere væk end jeg bor, og der op ad det fineste hul i jorden, piblede vandet frem. Eller sådan troede jeg det så ud. Ud af slange randt vandet, hvem så der havde sat den slange der vides ikke, men hurtigt fik vi fyldt vores vandflasker op. Og så kom øjeblikket hvor der skulle smages på de vidunderlige dråber, og ja det smagte vidunderligt og en verden til forskel fra de dråber der kommer ud af vandhanen. Så er det bare at komme af sted og hente vand. Jeg vil sige det er lidt mærkeligt, og har da heller ikke været af sted siden i søndags. Men folk heroppe henter i massevis derude, så det er vel nok en vanesag man skal have lavet sig, at hente vand i kilden. Så jeg må af sted en gang i næste uge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar